torsdag, april 19, 2007

Ny sæson - nye tider! (FC Zulu - Sports Pharma 4-4)

De troede det var slut.
De troede det var finito.
De troede, at FC Zulu var et overstået kapitel og at kampen mod det spanske FC Zulu i Oktober 2006 markerede afslutningen på sagaen om Danmarks dårligste fodboldhold.
De tog fejl.

For FC Zulu lever stadig og i fredags spillede vi vores første kamp i 2007-sæsonen. En sæson, der ikke vil blive vist på TV, men som vil foregå rundt omkring i landet på stadion'er og græsmarker. En sæson med showkampe, jubilæer og byfester. Kort sagt - en sæson med hygge og underholdning i højsædet.

Og den sæson blev startet godt, for fredag 13. april spillede FC Zulu mod et hold fra butikken Sports Pharma i anledningen af direktøren Niels' kombinerede 60-års fødselsdag og 25-års jubilæum. Og det var skidesjovt. Både for Niels, der ikke anede uråd før han stod på banen og blev hilst velkommen af jublende tilskuere, for publikum der fik underholdning og bolduduelighed i Zulu-klasse og for os der fandt ud af HVOR meget fedt der sætter sig på sidebenene i løbet af en vinter uden motion.

Men det var fantastisk at komme ud og lufte stængerne igen og jeg glæder mig til at spille mange flere kampe i år... også selvom jeg i de næste nok ikke er så heldig at spille overfor en tidligere landsholdsmålmand (Ole Kjær) eller have så gode gæstespillere (en stor tak til de lokale der hjalp os) med. Men en ting er helt sikkert. Det er stadig sjovt at lege nørdebold på den grønne plæne... og selv efter 3 år er vi stadig meget ringe til det!

Claus