lørdag, september 10, 2005

Bliver vi aldrig bedre?

FC Zulu – Skovlunde IF 1 – 7

Juni 2004. Hvidovre Stadion. Et hold utrænede tosser løber på grønsværen for at modtage prygl af Danmark bedste Dame-junior hold. Fart. Tempo. Bold. 30 minutter efter står der 0-8 på tavlen og pigerne er ikke engang trætte endnu. Vi andre gisper efter vejret og glæder os over, at det er overstået.

August 2004. Hvidovre Stadion. Rematch. Stærkere, bedre, hurtigere. Men stadig chanceløse. 0-3 efter 45 minutter. Men alligevel… så langt på så kort tid. Nyvunden respekt fra pigernes side af og overraskelse fra trænerbanken. Men stadig et nederlag.

September 2005. Hvidovre Stadion. Tredje gang er lykkens gang. To sæsoner under bæltet nu. Samspil, teknik og fysik på et nyt niveau. 2 x 35 minutter varsler dommerne. Brede grin. ”Selvfølgelig kan vi det...”, ”Hvorfor ikke 2x45…?”, ”Så er det nu, drenge…”

70 minutter senere er det svært at se hinanden i øjnene. Vi troede vi havde rykket os. Men nej. Nederlaget er endnu mere sviende end sidst, på trods af, at det lykkedes at få et enkelt mål puttet i kassen. Øv. Og så efter en kneben 1-2 ved pausen. Men vi var bare ikke dygtige nok og modstanderne var ikke bare kønne, men også nådesløse. Der er kun en ting at gøre.

Begynde at lede efter en dato til 4. kamp…

Og glæde sig over, at der stadig var smil efter kampen på trods af endnu et nederlag…

For er tredje gang det ikke, må fjerde vel være lykkens gang!