The boys are back in town...
Sæson 2, Afsnit 1 - Here we go again!
13. september 21.30 2004: Det første afsnit af FC Zulu går i luften. En dato jeg aldrig glemmer, fordi jeg sad sammen med de 15 andre nørder og holdet bag os og for første gang så det uduelige gule hold tone frem på skærmen. En fanstastisk aften jeg ikke troede ville blive gentaget.
Et år efter var scenen atter hensat til Nordisk Films biograf og endnu en gang drejede det sig om FC Zulu. Sæsonpremieren på FC Zulus 2. sæson. Som et spændt lille barn havde jeg vågnet om morgenen og taget på arbejde. Med utålmodighed i hele kroppen var dagen stille og roligt passeret (som dage nu gør) og nu sad vi her så igen - lidt nervøse, men mest bare nysgerrige og opstemte.
Og så skete der noget. Musikken begyndte at spille, billederne strømmede ud i lokalet og vores virkelighed blev genskabt i Zulus tegn. Og jeg kan kun sige, at jeg var glad. Smukt musikvalg, lækker klipning, et godt oplæg og en mesterlig overgang fra sæson 1 til 2. Det var håndværk i høj klasse - sådan virkede det i hvert fald på de af os der så os selv på skærmen. Især blev der grinet meget af arkivoptagelserne - fra Zulu Awards, fra Støt Asien og fra sidste år... og et enkelt Jesus-klip fra Rundfunk havde de sgu' også fundet frem. Wow...
Vi sagde farvel til Morten, Gyde, Jonas og Simon-Emil og sagde goddag til Emil, Madsen, Kenny og Jay. Og det blev gjort med stil. En tak til holdet bag FC Zulu for at klare den overgang med bravour og ikke mindst for at lade kommentarerne om Mark Strudals frisure se dagens lys. At optagelserne fra kampen mod "pensionisterne" også så dagens lys var måske mindre godt for vores selvværd. Som resten af holdet tænkte jeg også "Det skal nok gå..." da de luntede på banen, men som Emil sagde det i programmet: "Vi blev klogere."
For sjældent har jeg været så brun af at ligge ned i mudderet og selvom vi da lavede mål, så var 2-11 ikke ligefrem et resultat man havde lyst til at prale med. Men respekt til de aldrende talenter for at banke os på plads og forbandelser over den dag vi skulle have løbetest igen...
En ting er sikkert. Det hold vi er nu er et andet hold end det vi var den regnfulde dag i marts. Og selvom jeg har været med hele vejen glæder mig stadig som en lille knægt til at se den udvikling finde sted på skærmen. Og jeg er endnu mere klar på at give svensken røvfuld end jeg var før igår aftes!
<< Hjem