En sejr vi aldrig glemmer

Danmark – Sverige 6-0

Der var alt hvad der skulle være.
Der var rød-hvide farver og Flemming Toft som kommentator.
Der var et publikum der var så veloplagt, at man næsten forstår hvorfor folk drømmer om at blive sportsstjerner.

Og vi var der sgu!
Ikke bare på lægterne, men rent faktisk på banen. Man siger, at forventningens glæde er den største, men i dette tilfælde overgik virkeligheden klart forestillingen. For det var fantastisk at spille i Farum Park og vi er taknemmelige for, at så mange mennesker gad bruge deres søndag på at give os en uforglemmelig oplevelse. For selvom det at spille i Parken sidste år var en oplevelse, så var det intet imod ”landskampen”. Der er gået en uge og jeg synes stadig det virker som om det var i går. Og at vi så også vandt gjorde jo ikke noget for at gøre oplevelsen mindre.
Og vandt det gjorde vi godt nok – forskellen på de to nørdehold var enorm – både teknisk, taktisk og fysisk. Det var som at spille mod sig selv for et års tid siden. Og jeg er sikker på, at der var tilfredshed hos trænerduoen over, at se at det hele havde båret frugt – at vi med et halvt års ekstra træning i forhold til modstanderne rent faktisk også VAR overlegne på banen.

Når det så er sagt så er vi jo stadig ikke bedre end, at vi på vores bedste dage kun lige præcis kan spille lige op imod et dårligt serie 4 hold… men det er ok. FC Zulu har aldrig handlet om at være de bedste – men om at blive bedre. Og mest af alt om at turde både vinde og tabe. Og have det sjovt imens. Derfor jublede jeg også indeni da jeg mødtes med resten af holdet til Kræftens Bekæmpelses lysløb mandag aften og hørte at Mikkel og Claus Hjelm havde glemt sejrs-pokalen inde i Go’Aften Danmark studiet aftenen før.

Derfor er det klip jeg tænker mest på når jeg tænker på landskampen er ikke Daniels imponerende mål eller Isaacks skuldertackling. Det er klippet hvor Morten Eggers med tydelige håndtegn viser en svensk spiller at vi skal ud og drikke øl sammen efter kampen. Begge hold. Ligegyldigt hvem der har vundet og hvem der har tabt. For vigtigere er det heller ikke. Og selvom vi spiller fodbold er vi jo ikke et rigtigt fodboldhold. Heldigvis. Så havde jeg nemlig fået mig en permanent plads på bænken for alle de afbrændere!