mandag, september 26, 2005

Køb Landskampbilletter!

Billetsalget til landskampen d. 30. oktober 2005 på Farum Park er startet! Bestil din billet nu her hos BilletNET. Og tag dine venner kan give os den opbakning vi på FC Zulu har brug for at vinde over svenskerne ;o). Pris: 25,- (7+ 18 kroners gebyr pr. billet).

Støt Brysterne

I forbindelse med kampen mellem Radio 100FM og FC Zulu har vi doneret Marks spillertrøje til brysterne, du kan byde på trøjen her.

Radio 100FM har også doneret spillertrøjer, læs mere her.

Læs mere om projektet Støt Brysterne.

Et nederlag?

Radio 100 FM Allstars – FC Zulu 2 – 1

Århus Stadion. 25. september 17.15. Kampen mellem FCN og AGF er slut og den virkelige kamp skal til at begynde. Et opgør så gammelt som tiden selv. Hvid mod gul. Fortid mod fremtid. Radio mod TV. Forventningerne er høje og alt er klappet og klart.

Thomas Helveg og Martin Jørgensens Pølsevogn er allerede begyndt at sælge pølser til de Zulu-spillere der starter på bænken.

Begge Strudal-brødremes hår sidder upåklageligt.

Andrea bader sig i beundrende blikke fra det mandlige publikum.

Lars Hjortshøj bader si… Lars Hjortshøj er der også.

De gamle AGF’ere John Stampe og Mark Rieper skuler allerede olmt til de Brøndby-farvede modstandere.

Spillerne står på banen og luften er tung af forventning.

Publikum er varme. De vil se blod.

Og så bliver kampen fløjtet i gang. På Århus Stadion er banen belagt med tåge. Mediernes tåge. Men selv ikke mediernes tåge, Lars Hjortshøjs manglende kondi eller gæstemålmand Kaj Larsen kan redde FC Zulu fra endnu et nederlag. Det lykkedes ellers næsten. Frispilningen til Stobbe fra Strudal Junior resulterede næsten i et mål. En arrig John Stampe fik næsten sit gule kort opgraderet til et rødt. Kaj snuppede næsten mål nr. 2. Brian Steen Nielsen blev næsten uskadeliggjort af Madsen. Næsten.

Men også kun næsten, for resultatet taler for sig selv.

Og derfor undrer jeg mig, da Mark smiler på vej til omklædningsrummet. Mark, hvis vilje til sejr på banen ikke er blevet mindre bare fordi hans prof. karriere er slut. Mark, hvis frustration i kampens sidste minut over nederlaget førte til et gult kort for groft skulderskub. Stikker der noget under? Selvfølgelig gør der det. For så snart døren til omklædningsrummet er lukket bliver smilet nemlig endnu bredere.

”Hvis vi havde vundet havde de holdt op med at reklamere for os i bar fornægtelse. Tænk på hvis vi havde banket dem."

Assistenttræner TNT bekræfter storgrinende at det fra start af var planen, at give 100FM en sejrsoplevelse på banen så de ville bruge den næste måned på at hovere over os i radioen.

"Ellers havde vi måttet se Lars Hjortshøj løbe nøgen rundt om banen og begå harakiri med et hjørneflag. Hvem ville have lyst til at huske det syn? Næh, nu taler de ikke om andet de næste par uger.”

Og det giver vi dem gladelig lov til. For er der noget jeg har lært af FC Zulu så er det, at i mediernes verden er det lige meget hvem der vinder og taber – sejrherren er den som får omtale. Og havde vi rent faktisk vundet havde jeg selvfølgelig ment noget andet…

onsdag, september 21, 2005

Selv på Radio 100FM skal man høre meget…

…før ørerne falder af

Men da jeg læste, at ”…FC Zulu ryster i bukserne over det nært forestående opgør mod Radio 100FM på Århus Stadion” var det nu alligevel næsten nok til, at mine forlod deres vante plads og som kamikaze-piloter styrtdykkede mod jorden.

Lidt sandhed er der dog i Radio 100 FMs såkaldte ”pressemeddelelse”. For vi skal da spille imod dem søndag 25. september kl. 17.15 – eller i hvert fald et hold hvor et par af dem er med. Det meste af holdet består nemlig af gamle professionelle spillere fra provinsen og så en eller anden europamester. De skriver ikke engang hvad han var europamester i! Det var sikkert bordtennis eller sådan noget. Næh, og det bliver værre endnu. For på 100FMs hjemmeside kan man også læse, at Lasse Rimmer er blevet byttet væk for et par benskinner og derfor ikke kan deltage.

Virkeligheden er jo selvfølgelig den, at Lasse Rimmer husker en episode tidligere på året hvor han på grund af mig blev genforenet med sin uægte søn. Det er derfor klart for enhver at hans fravær skyldes, at han frygter en lignende episode. Hvor mange illegitime børn den ellers så polerede Hr. Rimmer har rundt omkring i landet vides ikke, men at han bliver væk fra Århus Stadion denne skæbnesøndag kan kun skyldes, at han er bange for, at der blandt de mange tusinde tilskuere vil gemme sig mindst et par stykker der råber ”Far” når han løber på banen.

Forklaringen på, at kampen er henlagt til AGFs stadion i stedet for FC Zulus hjemmebane Hvidovre kan utvivlsomt også findes i en mørk afkrog af det iskolde 100FM-sind. Men eftersom FC Zulu i denne sæson har vundet flere kampe end AGF preller dette tydelige psykologiske angreb af uden så meget som at ridse vores gul-grønne Zulu-skjold.

Kun en ting bekymrer mig ved storkampen der for evigt vil afgøre hvilket medie der er det overlegne på fodboldbanen – Andrea Elisabeth Rudolph. Rygterne om, at Radio 100FMs yppige frontkvinde skal spille i angrebet kommer utvivlsomt til at give os nogle problemer, da der sandsynligvis vil være stor rift om pladserne i forsvarskæden på grund af hende.

Men når kampen bliver fløjtet i gang på søndag er vi i hvert fald klar. Deres AGF’ere og europamestre bliver matchet af brødrene Strudal og midtbanegeneralen TNT. Hvis de lader Lasse Rimmer sidde over så får Simon-Emil også karantæne. Og hvis de sender Andrea i angrebet, så forlader jeg målet og går op i angrebet. Det bliver øje for øje og tand for tand når radioen møder fjernsynet på søndag.

Og Radio 100FM… I er færdige!

tirsdag, september 20, 2005

Remis i Farum Park

FC Nordsjællands kontrollører - FC Zulu 4-4 (1-1) (6-5 efter straffesparkskonkurrence)

Lørdag d. 10/9 var FC Zulu ude og prøvekøre deres nye hjemmebane før opgøret mod svenskerne d. 30/10. Kampen blev spillet til fordel for kræftramte børn på Rigshospitalet. FC Zulu stillede ikke i stærkeste opstilling fra start da anfører og nr. 2 på topscorerlisten, Claus Raasted, var på arbejde(!) og holdets aggressive venstre midt, Madsen, ligeledes manglede. I stedet havde man valgt at putte Mikkel Erichsen i angrebet. Det skulle dog hurtigt vise sig at være en dårlig idé, da der blev brændt rigeligt med chancer i feltet. FCNk forstod at presse FC Zulu, typisk for kampen var at når FCNk fik presset FC Zulu i bund, så holdt de presset i adskillige minutter. Dog skulle der alligevel gå hele 20 minutter før bolden skulle fiskes ud af nettet, ganske atypisk for en Zulu-kamp. Det var dog det forkerte net, og FCNk kunne række armene i vejret efter en fortjent scoring til 1-0. Det ville Zulu-drengene ikke acceptere, og et hårdt pres blev sat ind. Først blev Stobbe revet omkuld i det kriminelle felt, og FC Zulu appelerede for straffespark, mens hjemmeholdet appelerede for gult kort da de mente Stobbe havde slået sin modstander på vej ned. Dommerens fløjte forblev dog tavs. Kort tid efter kom udligningen dog, selvfølgelig sat sikkert ind af selvsamme Stobbe. 1-1 ved pausen.

Der var ikke de store ændringer i 2. halvleg men det var alligevel FC Zulu der bragte sig foran, på mål af Martin Nielsen. Igen skulle der dog ikke gå mange minutter før FCNk havde udlignet. Så kom der tempo i sagerne og Stobbe scorede igen og bragte igen FC Zulu foran med 3-2. Så skete der noget uventet, da Raasted dukkede op ud af den blå luft og blev sendt på banen. Iført Simon-Emil Ammitzbøls trøje og Jan Faberovs støvler behøvede anføreren ikke at være på banen mere end et par minutter før han havde scoret til 4-2. Det begyndte at ligne noget så sjældent som en sikker FC Zulu sejr. Men i de sidste 3 minutter af kampen satte FCNk tempo på, og med to hurtige scoringer fik de udlignet til 4-4. De havde endda bolden i nettet endnu engang, men der var vinket offside forinden, så kampen måtte afgøres på straffesparkskonkurrence.

Straffesparkskonkurrencen endte med beskedne 2-1 til hjemmeholdet, FC Zulus eneste målscorer var igen Martin Nielsen, og selv Thomas Riviere's drømmehug på trekantsammenføgningen var ikke nok til at sikre FC Zulu en sejr.

FC Zulu takker spillere, ledere, publikum og arrangørere, og vi håber at dem der bukkede under de brutale 90 minutter i stegende hede er kommet på benene igen når vi næste gang gæster Farum Park!

mandag, september 19, 2005

FC Zulu vs. FCZ - Billetsalg

Mandag d. 26 september kl. 10.00 åbner forslaget til landskampen FC Zulu - FCZ på BILLETnet.

Billetprisen er 25,- pr. stk. Hvis du også ønsker at se forkampen, FCN vs. Esbjerg skal du købe din billet hos FC Nordsjælland (denne billet koster 100,- og gælder begge kampe).

lørdag, september 17, 2005

... og så slog vi FCK

FC Zulu - Jerlev/Ammitsbøl IF 4 - 1 (1-0)

Og hvad har FCK med det at gøre kan man undre sig over? Ikke så meget, bortset fra en eneste lidt interessant ting. Da FCK besøgte fodboldklubben i Ødsted nær Vejle for at dyste med klubbens 1. hold blev den kamp set af ikke mindre end 972 tilskuere. Til dagens kamp mellem pigejunior-holdet fra Jerlev IF og os umuliusser i gule trøjer var besøgstallet nærmere de 1100.

Det var vi selvfølgelig utroligt glade for, ligesom vi var glade for alt andet som dette arrangement bød på. Varme, venlighed og god stemning var nøgleordene da FC Zulu besøgte Ødsted og spillede 90 minutter mod et hold blåklædte tøser. Alting var som det skulle være - fra modtagelsen ved bussen og mødet med de sprælske piger til middagen på det yderst anbefalelsesværdige Ødsted Kro og hyggen der gennemsyrede hele arrangementet. Selv vejret var perfekt.

Og kampen... om den må der også lige siges et par ord. For vi vandt! Hvilket sker så sjældent at det føles mærkeligt, men jeg ville da lyve hvis jeg sagde, at det ikke var lidt sjovt at vinde fra tid til anden. Især efter sådan en velspillet kamp, der bød på både et klumpmål, et brændt straffespark, en 80 m solo-dribling og et sandt kaos i de sidste 10 minutter da intet mindre end 32 spillere var på banen samtidigt...
Så tak til pigerne for at lade os vinde en kamp... som Müller grinende sagde i sin tale på Kroen: "Vi havde brug for en sejr, så I faktisk er nogle af dem der har hjulpet os mest"

Der er i hvert fald ingen tvivl om, at vi nød ekskursionen og kun har rosende ord tilovers for både arrangører, modstandere og arrangementet som helhed. Og hvad mere kan man forlange af en dag i fodboldens tegn?

Link til video fra TV Syd

torsdag, september 15, 2005

(Ingen) Information om billetter til finalen.

Vi ved desværre ikke noget om billetter til finalen endnu, men følg med i afsnittene på TV og her hjemmesiden - vi skal nok annoncerer det når vi selv får noget at vide.


Nogle spillere er allerede mødt op Fælledparken i stedet for Farum Park.

tirsdag, september 13, 2005

The boys are back in town...

Sæson 2, Afsnit 1 - Here we go again!



13. september 21.30 2004: Det første afsnit af FC Zulu går i luften. En dato jeg aldrig glemmer, fordi jeg sad sammen med de 15 andre nørder og holdet bag os og for første gang så det uduelige gule hold tone frem på skærmen. En fanstastisk aften jeg ikke troede ville blive gentaget.

Et år efter var scenen atter hensat til Nordisk Films biograf og endnu en gang drejede det sig om FC Zulu. Sæsonpremieren på FC Zulus 2. sæson. Som et spændt lille barn havde jeg vågnet om morgenen og taget på arbejde. Med utålmodighed i hele kroppen var dagen stille og roligt passeret (som dage nu gør) og nu sad vi her så igen - lidt nervøse, men mest bare nysgerrige og opstemte.

Og så skete der noget. Musikken begyndte at spille, billederne strømmede ud i lokalet og vores virkelighed blev genskabt i Zulus tegn. Og jeg kan kun sige, at jeg var glad. Smukt musikvalg, lækker klipning, et godt oplæg og en mesterlig overgang fra sæson 1 til 2. Det var håndværk i høj klasse - sådan virkede det i hvert fald på de af os der så os selv på skærmen. Især blev der grinet meget af arkivoptagelserne - fra Zulu Awards, fra Støt Asien og fra sidste år... og et enkelt Jesus-klip fra Rundfunk havde de sgu' også fundet frem. Wow...

Vi sagde farvel til Morten, Gyde, Jonas og Simon-Emil og sagde goddag til Emil, Madsen, Kenny og Jay. Og det blev gjort med stil. En tak til holdet bag FC Zulu for at klare den overgang med bravour og ikke mindst for at lade kommentarerne om Mark Strudals frisure se dagens lys. At optagelserne fra kampen mod "pensionisterne" også så dagens lys var måske mindre godt for vores selvværd. Som resten af holdet tænkte jeg også "Det skal nok gå..." da de luntede på banen, men som Emil sagde det i programmet: "Vi blev klogere."



For sjældent har jeg været så brun af at ligge ned i mudderet og selvom vi da lavede mål, så var 2-11 ikke ligefrem et resultat man havde lyst til at prale med. Men respekt til de aldrende talenter for at banke os på plads og forbandelser over den dag vi skulle have løbetest igen...

En ting er sikkert. Det hold vi er nu er et andet hold end det vi var den regnfulde dag i marts. Og selvom jeg har været med hele vejen glæder mig stadig som en lille knægt til at se den udvikling finde sted på skærmen. Og jeg er endnu mere klar på at give svensken røvfuld end jeg var før igår aftes!

En stille dag i Roskilde

FC Zulu - FC Ahorn (0-22)

Og sjældent har vi fået så mange prygl. Vi kom, vi så, vi tabte.
For godt nok kunne fyrene fra Døveklubben FC Ahorn ikke høre hvad der blev sagt, men det forhindrede dem så sandeligt ikke i at bruge benene efter bedste evne. Et par lynhurtige angribere med mål i stængerne, en frygtløs målmand og nogle bomstærke forsvarsspillere, og så lige et par midtbanefolk der løb os i jorden - det var opskriften på nedslagtning.
Vejret var ellers smukt og underholdningen var i topklasse - især da vi efter kampen modtog vores hidtil første pokal og medaljer (i "sølv", med inskriptionen: FC Zulu vs. FC Ahorn, Fodbold, Taber)
Men vi lærte et par ting af kampen.
- Vores taktik med 16 spillere på banen (der blev brugt i de sidste 10 minutter) virkede fortrinligt, og den overvejer vi at indføre i fremtidige kampe.
- Selv ikke Mark Strudals tilstedeværelse på banen kan redde os når vi er så outmatched.
- FC Ahorn fortjener deres titel som Danmarks bedste døvehold.

Og sidst, men ikke mindst, så slog det mig i omklædningsrummet bagefter, at vi måske skulle få nogle flere døve spillere. Stobbe er jo som bekendt døv på det ene øre og er vores skarpeste angriber - måske er det vejen frem?

lørdag, september 10, 2005

Bliver vi aldrig bedre?

FC Zulu – Skovlunde IF 1 – 7

Juni 2004. Hvidovre Stadion. Et hold utrænede tosser løber på grønsværen for at modtage prygl af Danmark bedste Dame-junior hold. Fart. Tempo. Bold. 30 minutter efter står der 0-8 på tavlen og pigerne er ikke engang trætte endnu. Vi andre gisper efter vejret og glæder os over, at det er overstået.

August 2004. Hvidovre Stadion. Rematch. Stærkere, bedre, hurtigere. Men stadig chanceløse. 0-3 efter 45 minutter. Men alligevel… så langt på så kort tid. Nyvunden respekt fra pigernes side af og overraskelse fra trænerbanken. Men stadig et nederlag.

September 2005. Hvidovre Stadion. Tredje gang er lykkens gang. To sæsoner under bæltet nu. Samspil, teknik og fysik på et nyt niveau. 2 x 35 minutter varsler dommerne. Brede grin. ”Selvfølgelig kan vi det...”, ”Hvorfor ikke 2x45…?”, ”Så er det nu, drenge…”

70 minutter senere er det svært at se hinanden i øjnene. Vi troede vi havde rykket os. Men nej. Nederlaget er endnu mere sviende end sidst, på trods af, at det lykkedes at få et enkelt mål puttet i kassen. Øv. Og så efter en kneben 1-2 ved pausen. Men vi var bare ikke dygtige nok og modstanderne var ikke bare kønne, men også nådesløse. Der er kun en ting at gøre.

Begynde at lede efter en dato til 4. kamp…

Og glæde sig over, at der stadig var smil efter kampen på trods af endnu et nederlag…

For er tredje gang det ikke, må fjerde vel være lykkens gang!

onsdag, september 07, 2005

FC Zulu - For Nationens Ære

På mandag er FC Zulu tilbage på Tv 2 Zulu!

Der er præmiere på sæson 2 kl. 21:35.

PC: Se trailer her (4.4M / DivX*)
Tip: Højreklik og vælg download, send derefter video til dine venner.

PSP: Download trailer her (4.8M / MPEG4)
Info: Zip filen skal pakkes ud i roden af PSP'ens memory stick. Klik ja hvis den spørger om du vil overskrive (den overskriver ikke noget).

*) For at se videon kræver det at du har DivX på din computer, klik her for at downloade DivX-codec. Alternativt kan du download VLC, som er en fantastisk Media Player:
http://www.videolan.org/vlc/

mandag, september 05, 2005

FC DTC - FC Zulu 3-5 (1-1)

Fredag d. 29/8 gæstede FC Zulu Jyllandsringen, hvor de var heldige nok til at køre et par omgange med Jan Magnussen & Henrik Lundgaard. Hvorefter de spillede kamp mod FC DTC (DTC racerkørerne), på Hammel stadion, til fordel for Red Barnet. Det var dog nok de færeste af de ca. 2500 fremmødte tilskuere der havde forventet den intense forestilling der skulle følge. FC DTC er nemlig, om muligt, endnu mere udfordrede i fodboldens skønne kunst end FC Zulu.


Første halvleg startede forsigtigt for begge hold, der skulle gå næsten 20 minutter før hjemmeholdet bragte sig foran, trods flere oplagte chancer i begge ender. Det var reservekeeper Claus Raasted der simpelthen blev fanget på det forkerte ben, og 1-0 til FC DTC. FC Zulu har dog før prøvet at være bagud tidligt i en kamp, så de havde opskriften på success. FC DTC's føring skulle således kun holde i godt og vel 50 sekunder, til en velspillende Lars Müller blev spillet fri direkte foran feltet, tog et par træk og ganske køligt lavede tunnel på en ellers storspillende FC DTC keeper, og udligningen var en realitet. Trods et heftigt pressende FC Zulu mandskab skulle 1-1 også være pausestillingen.


Anden halvleg startede med at brag, da Claus Raasted blev flyttet ud af målet og op i sin vante plads i angrebet. Der skulle således ikke gå meget mere end et minut, før Claus Raasted på et giftigt kontraløb trak fri i venstre side, slog et indlæg tværs over feltet, hvor en målsulten Mikkel Erichsen (som i øvrigt havde et brændt straffe fra sidste uge at revencere) kom stormende og kunne udplacere FC DTC's keeper med en kølig inderside fladt ind til bagstolpen, i øvrigt Mikkel Erichsens første officielle mål i den gule trøje. Heller ikke FC Zulus 2-1 føring skulle holde mere end et par minutter, da den nyindskiftede Zulukeeper, Dani Østergaard, igen måtte sande at han nok godt kunne have gjort gavn af et par ekstra centimeter eller ti. Udligningen til 2-2 var dog nok til at vække FC Zulu's topscorer, Michael Ulrik Stobbe, som fik scoret til 2-3 på en bane indhylet i røg, fra de romerlys som de meget medlevende tilskuere havde medbragt.Målet var en sand magtdemonstration af tre af FC Zulus på dagens bedste offensive kræfter, Lars Müller, Mikkel Erichsen og selvfølgelig Michael Ulrik Stobbe. Mikkel Erichsen fik bolden og trak helt ud på fløjen, i tæt nærkamp med en FC DTC spiller, og får med ryggen til manden lavet tunnel med hælen på ham direkte til Lars Müller, som let kan lægge den lige i fødderne på en Michael Ulrik Stobbe, som derefter udplacerer keeperen totalt. Kort tid efter blev det anfører Claus Raasteds tur til at komme på tavlen til stillingen 4-2 FC DTC fik dog kort efter reduceret på et pragtmål på langskud, men i kampens døende minutter kom Michael Ulrik Stobbe igen på tavlen, efter at have skovlet bolden i mål efter klumpspil, og cementerede FC Zulus kun tredje sejr i deres tid som fodboldspillere.


FC Zulu vil gerne takke spillere, ledere, fans og arrangører fra Hammel og omegn for et fantastisk arrangement og gode oplevelser.

Ny sæson

Den 12. september er FC Zulu tilbage på TV 2 Zulu.

Denne gang kan du bl.a. opleve os udforske, den ædle sport, Amerikansk Fodbold. Desuden tager vi til Harzen. Hvorfor? Se med og få svar :)

I år skal vi spille mod Svenskerne, som har ABBA, Bjørn Borg, Volvo samt landsdele vi helst ikke udtaler os om. I år vil vi genvinde respekten i en kamp mod den svenske version af FC Zulu. Kampen er endu ikke spillet - dato, bliver snart offentliggjort!

Hold dig opdateret her på siden.